Årsag til børn får depression
Forskere fra odense vil finde årsagerne til at børn får depresssion. Forskningsenheden ved Børne- og Ungdomspsykiatrisk Afdeling Odense har fået 1 mio. kr. fra Lundbeckfonden til et forskningsprojekt, der skal finde årsagerne til depression hos syv- til ni-årige børn.
Projektet har fået adgang til informationer fra undersøgelsen Bedre Sundhed for Mor og Barn, der følger 100.000 mødre og deres børn. Ud af de 100.000 børn er ca. 24.000 fra årgang 2001 og 2002, som er den aldersgruppe, det nye projekt vil følge.
Som hos voksne har både gener og miljøet betydning for, om børn udvikler en depression. I Bedre Sundhed for Mor og Barn har de deltagende mødre og børn afgivet blod til en biobank. Det betyder, at Rikke Wesselhöfts ph.d.-projekt både kan følge børnene i deres miljø samt undersøge for evt. genetiske årsager til depressionen.
»Vi ved fra et forskningsprojekt i Århus, at vi har en tendens til at overse depressioner hos børn, bl.a. fordi deres symptomer ikke altid ligner voksnes. Om depressionen skyldes forhold under graviditeten, de tidlige leveår eller noget helt andet, kan vi kun gætte på i dag. Med projektet kan vi formentlig blive klogere på betydningen af de genetiske og miljømæssige påvirkninger og i det hele taget få et klarere billede af hyppigheden af depression hos de syv-ni-årige børn,« siger Rikke Wesselhöft i en pressemeddelse fra Region Syddanmark.
kilde: dagens medicin
Andre ligende artikler: